Skibsbygning

Der er blevet bygget skibe i større og mindre omfang flere steder på Lolland gennem tiden.

På øen Slotø i Nakskov Fjord byggede Kong Hans i 1509 et befæstet orlogsværft, hvor der blev bygget skibe for den kongelige danske flåde, Orlogsværftet fungerede indtil midten af 1500-tallet. I 1623 istandsatte Christian IV værftet, og det fungerede igen frem til 1632.

I 1900-tallet var der mindre skibsværfter i Rødby, Bandholm og Sakskøbing.

Nakskov Skibsværft blev grundlagt i 1916 af Østasiatisk Kompagni, hvis stifter H.N. Andersen var født i byen. Værftet blev Danmarks femte største værft og var med ca. 2.200 ansatte i 1960'erne den største arbejdsplads på Lolland. Der blev bygget mange store fragtskibe og DSB lod flere af sine færger bygge på Nakskov Skibsværft. Værftet fungerede frem til 1987.

Porten til Nakskov Skibsværft