Præst og forfatter

Kaj Munk blev født (Torvet 11) i Maribo d. 13. januar 1898 i Maribo. Hans far Carl Emanuel Petersen døde af et hjertetilfælde, da Kaj var halvandet år og hans mor Matilde Petersen døde af tuberkulose, da han var fem år. Han kom efterfølgende til at bo hos sin mors kusine Marie og hendes mand, Peter Munk, som gav ham efternavnet Munk, da de senere adopterede ham.

Kaj Munk gik på landsbyskole i Opager og siden Vejlby, hvorefter han tog realeksamen på den private realskole i Maribo. I 1917 blev han student fra Nykøbing Katedralskole. På opfordring fra sin strengt religiøse og meget viljestærke adoptivmor begyndte han at læse til præst, og i 1924 blev han cand.theol. fra Københavns Universitet.

Han var præst i Vedersø fra 1924 til sin død. Det var også her, han mødte sin unge hustru Elise (Lise) Marie Jørgensen, som han i 1929 blev gift med og siden hen fik børnene Yrsa, Solveig, Arne, Mogens og Helge med.

Da Tysklands besatte Danmark var Kaj Munk ikke begejstret for samarbejdspolitikken, og efter regeringens fratræden i 1943 blev han en af de samlende figurer i modstanden mod den nazistiske besættelsesmagt. Den 4. januar 1944 blev han hentet af fem Gestapofolk i præstegården i Vedersø. De førte ham til en plantage ved Silkeborg, hvor han blev skudt.
 

Forfatterskabet

Kaj Munk skrev sit første skuespil, mens han læste teologi på universitetet. Mens han passede sin præstegerning i Vedersø skrev han en lang række skuespil og debatindlæg. Med med sine store, følelsesladede, romantiske dramaer blev han en vigtig og omstridt skikkelse i dansk kulturliv i mellemkrigstiden.