Nyt ungeområde indviet på Nakskov Bibliotek
Et nyt ungeområde skabt i samarbejde med de unge!
Af Sascha Strange
Torsdag aften d. 26. marts summede Nakskov Bibliotek af liv, grin og forventningsglæde, da vores helt nye ungeområde blev indviet.
Sammen med Lolland Ungdomsskole i Nakskov har omkring 40 friske unge mennesker sat deres præg på aftenen – og ikke mindst på selve området, som de har hjulpet med at brainstorme til.
TV2 Øst var med på dagen og sendte live, imens indvielsen og fejringen stod på. Før festlighederne for alvor tog fart, blev de unge budt velkommen med en åbningstale, hvorefter det røde bånd blev klippet over af en ung fra Ungdomsskolen. Med ét var ungeområdet officielt indviet og taget i brug.
Aftenen bød på alt, hvad en god fejring kræver: sodavand, pizza, chips, balloner og en bog konkurrence, hvor masser af unge deltog med stor entusiasme. Rundt omkring i rummet fandt de unge hurtigt en plads – nogle ved PlayStationen andre i gode samtaler med venner og personale.
Det nye ungeområde bliver forhåbentligt et trygt og inspirerende sted for de unge at være i Lolland Kommune. Et sted hvor man kan sidde i fred, lave lektier, læse bøger, spille spil – eller bare hænge ud og være sig selv. Området er skabt i samarbejde med de unge, og deres fingeraftryk kan mærkes i både indretning og stemning.
Vi håber, at ungeområdet bliver flittigt brugt, og at det bliver et mødested, hvor fællesskaber kan gro, idéer kan opstå, og hvor lysten til at bruge biblioteket får nyt liv.
Velkommen indenfor – ungeområdet er nu åbent! 🎉