Skærpede adgangskrav på Nakskov Bibliotek
Fra 1. april må børn og unge under 18 år kun opholde sig på biblioteket i den selvbetjente åbningstid i følgeskab med en voksen.
Af Alfred Christensen
Der blev indført selvbetjente åbningstider på LollandBibliotekerne i juni 2014, så registrerede brugere kunne logge sig ind på bibliotekerne fra kl. 7 morgen til kl. 22 om aftenen. De første år skulle man være fyldt fjorten år for at kunne logge sig ind. Det krav blev senere ophævet. Gennem årene har langt de fleste børn såvel som unge kunne finde ud af at bruge biblioteket på normal vis, selv om de ikke har været under opsyn af voksne.
I perioder har der dog været problemer med enkeltpersoner eller mindre gruppers adfærd. Der har lige fra starten været videoovervågning, og biblioteket har løbende været i kontakt med forældre eller i nogle tilfælde, SSP eller politiet, når der har været problemer, og det har som oftest været tilstrækkelig.
Men i længere tid har vi oplevet, at grupper på op mod 20 børn og unge tager ophold på Nakskov Bibliotek om aftenen og i weekender, og de er tilbøjelig til at gejle hinanden op, hvilket i nogle tilfælde resulterer i bevidst hærværk mod f.eks. gulve og inventar, eller de kaster rundt med bøger og blade. De skaber desuden uro og utryghed for de øvrige brugere af biblioteket. Det er som regel kun en enkelt i gruppen, der logger sig ind ved døren, mens resten følger efter. Det er så den pågældendes forældre eller værge, der bliver kontaktet, og vedkommende kan således komme ud i voldsomme problemer, uden de nødvendigvis selv har bidraget til hærværket.
LollandBibliotekerne skal helst være et fristed, hvor også de unge føler sig velkomne. På Nakskov Bibliotek arbejder vi på at få indrettet biblioteket, så de unge kan opholde sig i et bestemt område. Men lige nu har vi desværre fundet det nødvendigt midlertidigt kun at tillade adgang for børn og unge under 18 i den selvbetjente åbningstid, når de er i følge med voksne.