Ulven kommer!

Den store stygge ulv, en ulv i fåreklæder, en ensom ulv … Gennem tiden har ulven måttet bære meget på sin pelsede ryg, og i dag taler alle om den fra Oksbøl til EU. Kom tættere på ulvens mange litterære ansigter her.

Af The library

Vi mennesker har altid haft et komplekst forhold til ulven. Siden Æsop skrev sin fabel om drengen, der råber ”ulven kommer”, omkring år 600 f.v.t., har ulven været en litterær ærkeskurk, der både forfærder og fascinerer. Vi kender alle sammen historierne om "Rødhætte", "De tre små grise" og "Peter og ulven", og vi finder stadig ulven i mange former i litteraturen i dag. 

Det moderne menneske og ulven

I dag taler vi meget om ulve i Europa, og i litteraturen bliver det smukke dyr stadig brugt til at skildre menneskets indre liv og forhold til naturen. Det sker for eksempel i Kerstin Ekmans anmelderroste "Ulvespring" og i Charlotte McConaghy "Engang var der ulve", hvor hovedpersonernes liv forandres i mødet med dyret.

Krimiulven

I krimigenren har ulven også sat sit spor, blandt andet i "Ulvetider" af Pernille Plaetner og Marianne Rohweder, hvor en pige findes dræbt af en ulv, og i Elsebeth Egholms sjette bind om journalisten Dicte, hvor der findes spor af ulve på flere gerningssteder i Aarhus. Men måske er ulven bare en syndebuk?

De mytologiske ulve

Ulven har også altid spillet en rolle som overnaturligt væsen blandt andet i den nordiske mytologi i skikkelse af Fenrisulven, som hærger i tredje bind af Anne Marie Vedsø Olesens serie om vølven Snehild. Også varulven er en yndet figur, og den kan du bl.a. møde i en lidt anderledes rolle i Charlotte Weitzes seneste roman "Ulvemælk".