Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Du synes måske at du kender din krop ud og ind - men i denne bog vil du med garanti lære noget nyt om alt det klamme, den kan. Sjov og informativ faktabog til videbegærlige drenge og piger fra 5-10 år. Kan selvlæses fra omkring 9 år

Beskrivelse

Vores krop er underfuld, men egentlig også helt vildt klam! Vidste du fx at du hver dag sluger omkring 2 deciliter spyt; og faktisk endnu mere, når du er forkølet? Dit tis kan have mange forskellige farver - og endda være rødt, hvis du har spist rødbeder - ligesom din lort, der også lugter forskelligt, alt efter hvad, du har spist. Lær en masse om snot, spyt, opkast, lort og blod og meget mere ulækkert i denne bog, der handler mest om menneskekroppen, men også en smule om dyr. Hvert opslag har sit eget tema, der formidles med korte tekststykker, -bokse og farvelagte tegninger. Bagerst en lille gættekonkurrence. Bogen er oversat fra svensk

Vurdering

Indbydende bog, der formidler emnet og de mange klamme, men fascinerende, fakta på en skæg og underholdende måde. Bogens muntre og tegneserieagtige illustrationer er spredt over hele opslaget og skaber dynamik, med mange små scener rundt om på siderne. De passer godt til den uhøjtidelige tilgang til emnet og giver bogen et livligt udtryk

Andre bøger om samme emne

Du kan læse endnu mere om klamme kropsfunktioner og deres formål i Den vildt klamme bog om kroppen, der ligesom Ulækkert? nok skal få klemt et lille "ad!" ud af selv de mest hårdføre læsere