De polske roearbejdere satte spor

Forfattergruppen ”Os hernedefra” og LollandBibliotekerne efterlyser beretninger og billeder til en ny bog om de polske roearbejdere.

I 1873 blev den første sukkerfabrik oprettet på Lolland, og mange lollandske bønder og godsejere begyndte at omdanne kornmarker til roemarker. Det gav gode penge at sælge roer til den voksende sukkerindustri, men arbejdet med roedyrkningen krævede mange hænder og unge, stærke rygge. 

Landmændene så sig forgæves om efter lokal arbejdskraft, forsøgte sig i en periode med sæsonarbejdere fra Skåne, men fandt den endelig ved at kigge mod syd. Her havde driftige tyskere etableret hvervekontorer i de fattige polsktalende områder mod øst, hvor unge mænd og kvinder kunne melde sig til det hårde arbejde i f.eks. kulminerne i Ruhrområdet, og fra 1893 kunne de så også vælge at melde sig til arbejdet på de danske roemarker.

Roepolakkerne kommer til Danmark

Det var mest kvinder, der meldte sig som roearbejdere, og de blev samlet i grupper med en tysker, der kunne guide dem op til Gedser og derfra ud til de bønder, der havde bestilt den udenlandske arbejdskraft. De unge landarbejdere kunne sjældent læse og regne, og de kunne kun tale deres østpolske dialekt, men tyskerne, som blev kaldt Aufseher (opsynsmænd), skaffede kost og logi i nogle såkaldte polakkaserner og sørgede samtidig for, at de unge knoklede på de kolde marker om foråret, lugede ud mellem roerne om sommeren og hev dem op af jorden om efteråret. Når de sidste roer var smidt på hesteforspændte roevogne, blev roepolakkerne, som de blev kaldt, ledsaget hjem til deres familier med en pose surt tjente penge.

Mange af de unge tog turen frem og tilbage flere år i træk, men der var også en del af kvinderne, som valgte at blive i Danmark, hvor de ofte levede ”på polsk” med danske mænd.

Der findes i dag mange 3. og 4. generations roepolakker, hvoraf mange stadig har polske navne, er knyttet til den katolske kirke og dyrker polske traditioner.

Ny bog om roepolakkerne

Den planlagte bogudgivelse med titlen ”Roepolakkerne satte spor” vil bringe erindringer, fortællinger, digte og billeder, der bidrager til mere viden om en gruppe mennesker, der var en del af grundlaget for det økonomiske opsving, som skabte det moderne Danmark, men som er truet af at glide ud i glemslens mørke. 

"Roepolakker" af Poul Poclage

Billede: "Roepolakker" af Poul Poclage

Send en historie

  • Hvis du har en historie, som du gerne vil bidrage med til bogen, så send den Alfred Christensen alfch@lolland.dk senest 1. februar 2025. Vi modtager også gerne relevante fotos. 
  • Hvis du er i tvivl, om din historie er relevant, så spørg gerne, inden du går i gang med at skrive.
  • Vi forbeholder os ret til at redigere i teksterne, men vi trykker ikke dit bidrag, før du selv har godkendt det. 
  • Vi forbeholder os ret til ikke at medtage din historie. 
  • Bogen vil blive redigeret af Alfred Christensen i samarbejde med Torben Elsvor og Lise Bostrup.
  • "Roepolakkerne satte spor" forventes at udkomme foråret 2025.