Maribo

Maribo er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet – uden direkte sejlforbindelser til farvande. Byen er til gengæld omgivet af Maribosøerne

I 1416 grundlagdes et birgittinerkloster i landsbyen Skimminge. Landsbyen lå ved et lille åløb mellem to søer. Af hensyn til klostret gav kongen privilegium på oprettelsen af en købstad ved klostret. Byen fik navnet Marienbo.

Efter reformationen blev klostret omdannet til et protestantisk kloster, som fungerede frem til 1621. De svenske soldaters hærgen på Lolland i 1659 gik hårdt ud over Maribo, men i 1700-tallet blev flere store markeder henlagt til byen, og det begyndte efterhånden at gå fremad. Den øgede handel medførte fornyet ønske om en havn, og i 1836 etableredes en skibsbro i Bandholm nord for byen. Købmændene fra Maribo begyndte at opføre pakhuse ved den nye havn.

Lolland og Falster blev udskilt fra Fyns Stift i 1803, hvorefter den gamle klosterkirke i Maribo fik status af domkirke i det nye Lolland-Falsters Stift.

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her i slutningen af 1600-tallet.

Fra byens station er der også forbindelse med veteranbanen, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Lokaltog).

Fra midten af 1800-tallet opstod de første industrivirksomheder i både Maribo og Bandholm, og efter at jernbanen til Nykøbing og Rødby åbnede i 1874, tog den industrielle udvikling fart.

Maribo kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby.