alt=""

Modtager du alle beskeder fra biblioteket?

01.03.22
Det er klogt at modtage beskeder både som e-mail og som SMS samt at tjekke vores app.

Hvis beskederne udebliver

Vi oplever af og til, at der sker fejl, når vi sender notifikationer om reserveret materiale og påmindelser om snarlig aflevering. Det er vigtige beskeder, som du nødig skal gå glip af.

Hvis du ikke indenfor tidsfristen får hentet de materialer (bøger, film cd'er m.v.), som står klar til dig, så sendes de automatisk videre enten retur til det bibliotek, hvorfra de er bestilt eller til en anden låner i køen. Det betyder, at du må bagerst i køen igen, eller du må vente, indtil vi kan få det hjem fra et andet bibliotek.

Når du låner et materiale, vil det fremgå af kvitteringen, hvornår du skal aflevere det igen. Biblioteket tilbyder at sende en SMS eller e-mail et par dage forinden med en påmindelse, men det er dit eget ansvar at sikre, at lånetiden overholdes – også hvis disse beskeder udebliver pga. tekniske fejl.

Spil på to heste

Det hænder, at de beskeder, der sendes som e-mail, ikke når frem. Det hænder også, at SMS'er af en eller anden grund heller ikke gør det. Men det er sjældent, at de begge fejler på samme tid.

Derfor kan det være en rigtig god idé at modtage beskeder både som e-mail og som SMS. Hvis du ikke allerede gør det, så kan du logge ind på hjemmesiden og under "Min konto" og "Brugerprofil" opgive de manglende oplysninger (e-mailadresse eller mobilnummer) samt sætte flueben ved "Modtag servicemeddelelser ..."

Vælg en helgardering

Hvis du er typen, der har mobiltelefonen på dig hele tiden, så brug også vores app Biblioteket, og indstil den til at give notifikationer. Så vil du blive opdateret med det samme, hvis et materiale snart skal afleveres, eller hvis et materiale ligger klar til afhentning på biblioteket. Her kan du også altid lige tjekke afleveringsdatoen på det, som du har lånt samt dit nummer i køen på det, som du har bestilt.