Børn der leger frihedskæmpere i Danagade i Nakskov under befrielsesdagene 5. - 8. maj 1945 (Nakskov Lokalhistoriske Arkiv)
Børn der leger frihedskæmpere i Danagade i Nakskov under befrielsesdagene 5. - 8. maj 1945 (Nakskov Lokalhistoriske Arkiv)

Lolland under besættelsen

15.08.19
LollandBibliotekerne efterlyser erindringer fra besættelsestiden.

Til næste år er det 75 år siden, at Danmark blev befriet. Det markeres af LollandBibliotekerne med udgivelse af en bog med erindringer fra besættelsestiden på Lolland. Du har stadig mulighed for at få din historie med.

Efterhånden som årene går, er der ikke så mange tilbage, som selv har oplevet besættelsestiden med mørklægningsgardiner, udgangsforbud, natlige overflyvninger, beskyttelsesrum m.v. Man skal næsten have rundet de firs år for at kunne huske noget. Derfor var det heller ikke med den store optimisme, da LollandBibliotekerne i foråret begyndte at efterlyse erindringer fra dengang.

Spørgsmålet var, om der kunne samles nok historier til, at der kunne blive en bog ud af det. Det kan vi nu heldigvis konstatere, at der kan. Seksten historier ligger allerede klar, og vi er vidende om et par stykker mere, som er på vej. Det bliver en spændende bog, kan vi afsløre. Her vil man kunne læse om hverdagens problemer og udfordringer såvel på landet som i byen men også om dramatiske luftkampe og flystyrt, sabotageaktioner, flygtninge og meget andet. Hver enkelt erindring tilføjer lidt, samlet giver de et rigtig godt billede af, hvordan besættelsen påvirkede Lolland.     

Du har stadig mulighed for at få dine erindringer med i bogen.
Oprindelig var deadline sat til den 1. september. Da planen er, at bogen skal udkomme på befrielsesdagen til maj 2020, så er der stadig god tid, så vi modtager gerne flere historier. Det er ikke sikker, du er så vant til at formulere dig på skrift, men det skal ikke holde dig tilbage. Gå bare i gang med at skrive det ned, som du kan huske, så skal vi nok hjælpe dig med at gøre din historie læsevenlig. Vi vil i det hele taget forbeholde os ret til at redigere i alle teksterne, hvis vi finder det nødvendigt, men vi trykker ikke dit bidrag, før du selv har godkendt det. Vi forbeholder os også ret til ikke at medtage din historie, f.eks. hvis den er for kort. Hvert enkelt bidrag skal som minimum fylde 2 sider i bogen. Vi har desværre ikke ressourcer til at interviewe folk, så hvis du ikke selv kan skrive, så fortæl din historie til et familiemedlem eller en anden, som kan skrive det ned.

Bidrag sendes til Alfred Christensen på adressen: alfch@lolland.dk (eller: Søvej 8, 4900 Nakskov). Den sidste frist er d. 1. december 2019. Alle bidragsydere, der får deres erindringer med i bogen, vil få et gratis eksemplar.
 


Klik her for at se tidligere bogudgivelser af LollandBibliotekerne

OBS:
Der kan findes mange faglitterære bøger om besættelsestiden på biblioteket. De står i gruppe 96.71 og alene på Nakskov Bibliotek fylder de 5 hylder. Men blandt de lokale bøger om Lolland har vi kun 2 bøger om besættelsestiden, og de handler begge om modstandsbevægelsen.