Tine Vinther Clausen, formand for Fritids- og Kulturudvalget

Lån formanden for Fritids- og Kulturudvalget på biblioteket

08.02.18
Sektoren for Kultur, Fritid og Borgerservice i Lolland Kommune vil udvikle dialogformerne for at sikre en god kontakt mellem borgerne og den politiske ledelse. Derfor kan du som noget nyt låne formanden for Fritids- og Kulturudvalget på biblioteket.

Borgerinddragelse har været et vigtigt element i arbejdet med den eksisterende kultur- og fritidspolitik, og formanden for Fritids- og Kulturudvalget Tine Vinther Clausen ønsker at fortsætte i samme spor.

”Det er i mødet mellem mennesker, at tingene sker. Derfor vil jeg gerne være tilgængelig og have direkte kontakt med borgerne. Og det kan jeg på biblioteket. Det er borgernes sted, og det er et uformelt, afslappet miljø,” fortæller Tine Vinther Clausen.

Sammen med en medarbejder i kommunen vil Tine Vinther Clausen foreløbig stå til rådighed den 5. og 19. marts 2018 for alle, der har gode idéer eller spørgsmål til fritids- og kulturområdet i kommunen. Samtalerne skal omhandle emner inden for Fritids- og Kulturudvalgets ansvarsområde, og de må ikke træde i stedet for egentlig sagsbehandling i kommunen.

”Jeg glæder mig til at drøfte idéer og muligheder med interesserede borgere, så vi sammen kan gøre fritids- og kulturlivet i kommunen endnu bedre,” siger Tine Vinther Clausen.  

Formanden kan lånes på biblioteket i Maribo den 5. marts 2018 fra kl. 15.30-16.30, og på biblioteket i Nakskov den 19. marts 2018 fra kl. 15.30-16.30.

Et lån har en varighed på 15 minutter, og skal bookes på forhånd på www.lolland.dk/udvalgsformand.