Læs for livet

Donér bøger, og hjælp udsatte børn og unge

01.06.18
Støver bøgerne på hylden? De gode læseoplevelser behøver ikke gå tabt. LollandBibliotekerne er blevet indsamlingssted for Læs for Livet. Donér dine bøger, og vær med til at give udsatte børn og unge gode oplevelse og bedre odds for at få en uddannelse.

Læs for Livet donerer skræddersyede biblioteker til institutioner, som arbejder med udsatte børn og unge – også på Lolland. Det kan for eksempel være børnehjem, krisecentre, asylcentre og julemærkehjem. Organisationen kæmper for social forandring ved at bringe bogglæde og læselyst ind i børnene og de unges hverdag.

For at det kan lade sig gøre, indsamler Læs for Livet bøger fra forlag, forfattere, illustratorer og ikke mindst private. Alle – uanset bopæl – skal kunne bakke op om projektet, derfor samarbejder Læs for Livet om bogindsamling med biblioteker over hele landet.  En række kendte forfattere som Jussi Adler Olsen og Lene Kaaberbøl støtter Læs for Livet og har doneret egne bøger.

Børnene og de unge er mellem 0-23 år, og så det kan være alt fra billedbøger, fagbøger, tegneserier, lydbøger og voksenbøger, der er relevante for Læs for Livet.  Til gengæld er det vigtigt, at bøgerne er i pæn stand, da de skal tænde læselysten, der er den vigtige drivkraft til læring i det enkelte barn.

Læs for Livets stifter og leder, Rachel Röst, er selv tidligere anbragt ung og ved, hvor meget bøgerne kan betyde: ”Mange udsatte børn og unge kommer fra bogfattige hjem uden læsetraditioner, og når de bliver anbragt, er der alt for ofte heller ikke bøger på institutionen. Det kan have livslange konsekvensker.  Sprogudvikling, viden  og indsigt i mange måder at være menneske er vigtige kompetencer. Har du ikke dem, kan det for eksempel blive rigtig svært at få en uddannelse og komme ind på jobmarkedet.”

Siden Læs for Livets opstart i 2012, har de leveret mere end 130 gratis skræddersyede biblioteker til institutioner over hele Danmark og på Grønland. Det løber op i over 100.000 bøger til en værdi af over 12 millioner kr. I 2016 blev Læs for Livet en del af Egmont Fondens spireprogram, som støtter organisationen i det vigtige arbejde.

Hvis du vil læse mere om Læs for Livet, kan du gå ind på hjemmesiden: www.laesforlivet.dk.

Du kan donere dine bøger på bibliotekerne i Maribo fra den 1. juni og i Nakskov fra den 7. juni. Indsamlingen fortsætter, så længe der er interesse for ordningen.

Kontakt

LollandBibliotekerne: Nicoline Sørensen (niren@lolland.dk)
Læs for Livet: Projektkoordinator Lærke Bohlbro, tlf.:  6172 7305 eller mail: lb@laesforlivet.dk.