Gangstere og cykeldrenge

Lørdag 29. august, begynder 2020 udgaven af Tour de France. Men hvorfor er vi så fascineret af det cykelløb? Og er det i år, vi rammer en ren rundtur i Frankrig? Næppe.

Men bliv klogere på både fascinationen og løgneren i denne artikel skrevet af bibliotekar Jacob Krogsøe fra Esbjerg Bibliotekerne. 

"Jeg har taget doping og epo, og det var en del af min hverdag. Det tager jeg det fulde ansvar for. Jeg har selv købt og indtaget det. Ligesom alle andre har jeg gjort fejl i mit liv. Jeg har gjort ting, som jeg ikke burde, men det har været mine valg og mine fejl," sagde cykelrytteren, Ørnen fra Herning, også bedre kendt som Bjarne Riis, den 25. maj 2007. Det var kulmination på mange år med løgne, med bedrag.

Et felt af løgnere

Men Bjarne Riis var, og er, bestemt ikke den eneste. Hvis man læser bøger som "Riis", "Den gule feber", "Løgn over løgn", "Det hemmelige løb", "Den største pris - en cykelrytters bekendelser" og mange andre, så tegner der sig et billede af en kultur, og et parallelsamfund hvor ambitiøse og dygtige unge mænd bliver forvandlet til løgnere og kriminelle i jagten på succes.

Der tegner sig også et billede af, at rytterne ikke bare er satellitter, der gør det på egen hånd, men at de er en del af noget større, en hel kultur, hvor man for længst har krydset både juridiske og etiske grænser i forsøget på at skabe de bedste ryttere, i forsøget på at skabe de store og mindeværdige resultater.

Noget der minder om mafiaens verden

Alt dette, inklusiv den mur af tavshed som rytterne og folkene bag cykelholdene byggede op, får mig til at tænke på Omertà - et kodeks man kender fra mafiaens verden.

"Real power can't be given. It must be taken," er en tagline til Francis Ford Coppolas undervurderede The Godfather: Part III, der i 1990 afsluttede Coppolas fabelagtige Godfather-trilogi. Og det er, som om det netop også er en tankegang, som mange cykelryttere kører rundt med; hvis jeg skal blive til noget, er det op til mig selv at snyde, så jeg kan følge med alle de andre snydere.

Som en krølle på den hale kan vi kigge på en af de andre taglines til selvsamme film: "All the power on Earth can't change destiny." Skæbnen, eller retfærdigheden om man vil, vil altid indhente dig. Folk som Riis og Armstrong følte i mange år, at de var hævet over loven, men det var de ikke.

Det paradoksale for mig, og for mange andre, er, at jeg stadig synes, at netop folk som Riis og Armstrong er seje. Igen er der en parallel til gangsterfilm, hvor vi som tilskuere jo også bliver fascineret af de kriminelle. Vi betages af Corleone-familien og den kompromisløse måde, de griber verden an på. De fleste store gangsterfilm er også dybt moralske på den måde, fortiden næsten altid indhenter de kriminelle, og det, der starter med opture, penge, kvinder og sejre, ender med store nedture.

Fascinationen 

Tour de France er for mig stadig noget af den bedste underholdning, der findes. Den smukke natur og myterne, de voldsomme fysiske præstationer, de store vindere, de smukke tabere og alt det gejl. Det er jo dybest set bare en flok drenge, der vil køre hurtigst - der vil køre fra de andre. Det har derfor også altid undret mig, hvornår de unge cykelryttere tager skridtet videre, hvornår de beslutter sig for, at deres kroppe skal pumpes med blod og stoffer.

De er jo alle startet som glade knægte, der har trådt i pedalerne på barndommens veje. Drenge, der havde ambitionerne om at køre en ren sport, hvor det er benene, der taler. "Al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt" lyder det kendte citat. Og se blot på Armstrong, der også vendte tilbage til Tour de France flere år efter, han var stoppet, fordi han ikke kunne holde sig væk fra magten. Den lyst til magten og succesen må være noget af forklaringen.

Problemet er bare, at den skygge altid vil hænge over cykelsporten. Fortiden slipper ikke, heller ikke selvom man taler om en ren sport, om åbenhed, om anger og tilgivelse. Så længe sporten er skruet sammen, som den er, og det gælder for så vidt ikke cykelsport alene, og så længe vi mennesker bliver ved med at være mennesker, er der nogen, der vil forsøge at snyde.

Om vi tilskuere til showet, os, der bliver ved med at tænde for fjernsynet eller møder op under etaperne og hylder "heltene", har et ansvar, er jo så en helt anden og ganske spændende diskussion. Men nu vil jeg, igen igen, glæde mig til dette års udgave af Tour de France. Et cykelløb der, på godt, er et af årets højdepunkter.

Biblioteket folder Tour de France ud 

Vi har meget materiale om Tour de France og du kan hente inspiration, og reservere titler her på vores hjemmeside

På Filmstriben kan du se spillefilmen The Program om Lance Armstrong.

alt=""
25.08.20