alt=""

Den svære afsked i litteraturen

16.02.21
Anbefalinger til litteratur om sorg

Den største sorg i verden er at miste en af dem man har nær og kær. Sorgen er et uundgåeligt grundvilkår, og ingen går gennem livet uden at have mødt dén og så døden.

Dette tema handler derfor om sorgen i litteraturen. Det handler om det arbejde, der ligger i at komme igennem den, og om det vilkår, at man en dag selv skal herfra. Et eksempel på, hvordan sorgen kan udtrykkes og bearbejdes i litteraturen, findes i to digte af den amerikanske digter Rupi Kaur (f. 1992). I digtsamlingen ”solen og hendes blomster” fra 2018 skriver hun:

”du er alle vegne
undtagen lige her
og det gør ondt”

”ligesom regnbuen
efter regnen
vil glæde afsløre sig selv
efter sorg”

Nedenfor har vi samlet en række anbefalinger til bøger, som alle handler om den svære sorg, om at tage afsked og om at leve videre med sorgen. Svend Brinkmann, forfatter til ”Det sørgende dyr” (2018), opsummerer i det følgende:

”Hvis man selv har mistet, kan det trøste at læse om andres sorg. Det giver måske en almen følelse af solidaritet med andre mennesker, at vi forstår, at tilværelsens grundvilkår er, at vi skal dø og en dag miste dem, vi elsker.”  

Om selv at tage afsked med livet

Linn Ullmann: "Nåde"

I Linn Ullmanns bog ”Nåde” (2003) får en mand at vide, at han er syg og døden nær. Det giver anledning til at åbne den svære snak om livets mening, om døden og om, hvordan man kommer værdigt herfra, når tid er. En lille stilfærdig, men meget rørende bog om at tage afsked med livet og den man troede, man skulle blive gammel med.

Maria Gerhardt: "Transfervindue: fortællinger om de raskes fejl"

”Transfervindue” er Maria Gerhardts sidste udgivelse, inden hun selv døde af uhelbredelig kræft i 2017. Det er også en stærk roman om at leve livet, mens tid er, inden man bliver tvunget til at skulle sige farvel. I romanen følger vi den fiktive Maria og vennen Mikkel, der begge er indlagt på et utopisk, gigantisk og luksuriøst hospice i Nordsjælland for uhelbredeligt syge voksne. Sammen betragter de de raske på afstand. Efterhånden som kræften og bivirkningerne tager mere og mere over, forsvinder håbet om at blive som de raske, indtil livets vindue lukkes helt.

Om at tage afsked med en forælder

Julie Top-Nørgaard: "Jeg går i min fars støvler"

I ”Jeg går i min fars støvler” af Julie Top-Nørgaard får en voksen datter at vide, at hendes far er uhelbredeligt syg af kræft. I dagbogsform følger vi datteren gennem faderens sygdomsforløb til den dag, han dør. En hudløst ærlig og usentimental fortælling om at være pårørende og at miste en forælder, mens man selv står midt i livet med små børn, arbejde og hospitalsbesøg i tide og utide.

Amalie Langballe: "Forsvindingsnumre"

Amalie Langballe har også skrevet om sorgen i den brutale og smukke debutroman ”Forsvindingsnumre” fra 2019. I bogen møder vi den unge Agnes, der har mistet sin mor til kræft. Agnes kæmper med sorgen, med sin samvittighed og med at finde sig selv i lande langt væk fra et København og en sommer, der ikke viser tegn på sorg. Hendes krop sulter efter sex, nærhed og stoffer,  og efter at undslippe ensomheden.  Roen indtræffer først, da hun indser, at ”Det er sådan, det er. Solen skinner, og min mor er død".

Golnaz Hashemzadah Bonde: "Det var os"

”Det var os” handler om Nahid, der får at vide, at hun snart skal dø. Hun er vred; vred på livet, vred på sin datter og vred over, at hun ikke får den tid, hun har kæmpet for. I tilbageblik fortæller Nahid om at vokse op i Iran, om at være ung og forelsket under Den iranske frihedskamp i 1978. Hun fortæller også om de drømme, der knuses, da hun må flygte til Sverige med sin datter Aram og sin voldelige ægtemand. Forholdet mellem mor og datter og kærligheden mellem dem er et centralt tema i bogen. Det samme er de stærke tanker og følelser, der opstår, når man begynder at gøre sit liv op, når tiden er ved at rinde ud. 

Om at tage afsked med et barn

Naja Marie Aidt: "Har døden taget noget fra dig så tag det igen"

Med undertitlen ”Carls bog” skriver Naja Marie Aidt i en blanding af fragmenter, grafik og dagbogsoptegnelser om at miste sin 25-årige søn. Hun beskriver den ubærlige sorg og forsøger at give sorgen et sprog og en stemme, der kan mærkes i kroppen længe efter man har lagt bogen fra sig. Bogen er også en kærlighedserklæring fra en mor til en søn. Den er et eksempel på, hvor uafrystelig litteratur kan være, når det går lige i hjertet og derind, hvor det gør ondt.

Anders Legarth Schmidt: "Jeg løber"

”Jeg løber” er en stærk og personlig fortælling om at miste et barn og om at finde vej gennem sorgen. Blot ti timer efter at forfatterens 6-årige datter Ellen dør af kræft på Rigshospitalet, tager han løbeskoene på og løber sig bogstaveligt gennem sorgen. Sådan opdager han, at det at løbe får en ny mening og funktion for ham. Det giver ham et sprog, han kan navigere i—et sorgens sprog, hvor han føler sig i et med himlen og sin datter, når han løber.

Carsten Jensen: "Øvelser i afsked"

Kort før Danmark blev ramt af coronapandemien mistede Carsten Jensen sin 25-årige stedsøn, der døde pludseligt af en hjertefejl. ”Øvelser i afsked” er Carsten Jensens forsøg på at tage afsked med sin stedsøn og den verden, vi kendte før pandemien. Bogen er skrevet i essayform. Han tager fat på nogle af de eksistentielle spørgsmål, som man stiller sig selv, når sorgen rammer og verden ramler. En velskrevet og personlig bog om sorg, tab, der i en slags wakeupcall kædes sammen med pandemi, Generation C (coronagenerationen) og klimaforandringer.

Find flere bøger om:
døden, sorgsavn

Materialer