Bevæg dig ud i naturen

04.06.21
Læs med og bliv inspireret til at få mere bevægelse ind i hverdagen for børn og voksne.

En fugl i hånden af Lotte Salling og Lea Letén

Mindfulness handler om opmærksomhed over for os selv, og det vi oplever her og nu, både indeni og omkring os. Mindfulness lærer os også at være nærværende, omsorgsfulde, tålmodige og empatiske over for andre. I en verden, hvor vi konstant stimuleres af billeder, videoer og nyheder kan det være svært at finde ro for både store og små.

Lotte Salling viser med remser, bevægelser og lege, hvordan vi kan bruge mindfulness i børnehøjde til at skabe nærvær og ro mellem børn og voksne.

Sjov i naturen med Sebastian af Sebastian Klein og Jesper Tom-Petersen

Tag bogen og børnene med i hånden, og udforsk den danske natur med Sebastian. Lav jeres egen smådyrsfælde. Led efter insekter, insekter og myrer i skovbunden. Eller find lommelygten frem og lok natsværmere frem i de sene aftentimer. Børnene vil elske bogen, der er sjov, rigt illustreret med billeder og med nemme vejledninger til selv at gå på opdagelse i naturen med ting, de fleste har i hjemmet.

Der er lagt op til mange timers leg, udforskning og bevægelse, når Sebastian inviterer til sjov i naturen. 

Hverdagseventyr. Friluftsliv og eventyr året rundt af Mette Arleth

Hvis du har siddet lidt for meget inde det sidste års tid, og drømmer om at komme mere ud, så skal du læse "Hverdagseventyr". Den opfordrer ikke kun til at komme mere ud i naturen og få flere friluftsoplevelser ind i en travl hverdag. Den giver også konkret inspiration til at gøre hver tur til et nyt eventyr, som alle kan deltage i.

 

Brugsanvisning til skoven af Peter Wohlleben

Peter Wohleben er skovfoged og deler ud af sin skovvisdom i "Brugsanvisning til skoven". Med bogen i hånden lærer du blandt andet at orientere dig i skoven uden kompas eller GPS. Du får en praktisk vejledning i, hvilke bær og svampe, du kan plukke, samle og spise. Bogen er dog ikke tænkt som et opslagsværk, men mere som en appetitvækker fyldt med personlige anekdoter.

Grøn bålmad af Nicolai og Eva Tram

Vi nærmer os den danske sommer, og hvad er mere sommerligt end mad over bål? At sidde om et bål er ofte omdrejningspunkt for hyggelige og mindeværdige oplevelser i naturen med familie og venner. Og det er netop på dette grundlag, kokken Nicolai Tram og hans hustru, fotograf Eva H. Tram har skabt kogebogen ”Grøn bålmad”.

Essentiel yoga af Sarah Herrington

Yoga betyder at forene. Det er netop yogaens formål at forene og skabe harmoni mellem kroppen og sindet. Gennem åndedrætsøvelser og kropstillinger hjælper yoga med at dulme nerver og stress, øge koncentrationen og ruste os til at møde livets udfordringer.

”Essentiel yoga” er den perfekte guide til yoga i en travl hverdag. Yogainstruktør og forfatter Sarah Herrington har sammensat seks en-times lektioner, hvor du lærer 48 stillinger med trin-for-trin instruktioner og billeder. Når der er styr på de væsentlige færdigheder, poseringer og holdninger, byder bogen på 21 målrettede træningsprogrammer.

Nedenfor har vi samlet endnu flere forslag til bøger, som alle giver lyst til at få mere bevægelse ind i en travl hverdag.

Der er gode bud på bøger, der lægger op til eventyr på egen hånd eller med familien, fysisk bevægelse og nære oplevelser i naturen.  

God fornøjelse! 

Julie og Nicoline, biblioteksformidlere på LollandBibliotekerne

Materialer