5 bøger, der sætter tankerne i bevægelse

17.05.21
Frem til uge 23 sætter LollandBibliotekerne sammen med 72 andre biblioteker landet over fokus på bevægelse med kampagnen "Sammen i bevægelse".

Læs med og bliv inspireret, når vores biblioteksformidlere Julie og Nicoline kommer med personlige anbefalinger til bøger, der sætter bevægelse i tankerne.

Spurv

af Anna Jacobina Jacobsen, Jensen & Dalgaard 2020

Med bogen ”Spurv” bliver vi inviteret ind i Anna Jacobina Jacobsens forunderlige og finurlige univers, hvor tekst og billeder så flot spiller sammen og understøtter fortællingen.

”Spurv” handler om en pige, hvis far ligner Elvis og er buschauffør. Pigen er med i bussen, når faren synger ”Love me tender” bag rattet. De to tager på eventyr i IKEA, hvor de flytter ind i et af udstillingerne, indtil en IKEA medarbejder råber ”vågn op!”. En dag får de besøg af den ulykkelige spurv Edith, som flytter ind i deres liv med sin sørgelige fuglesange. Faren bliver mere og mere trist og ser verdenen igennem ølflaskens grønne skær. Her er der ikke plads til pigen, men kun Edith, som vokser, mens faren bliver mindre og mindre. Juleaften vil pigen redde faren fra Edith, som fylder alt i deres lejligheden. Det ender med, at hun på dramatisk vis sætter en gaffel i spurven, som derefter ender som den lækreste middag på julebordet.

Anna Jacobina Jacobsen tør at fortælle om livets skyggesider og dette gør hun på nærværende og smuk vis.

Dukkehuset

af Tove Jansson, Gyldendal 2020

De fleste vil nok tænke på Mumitroldene, når de hører Tove Janssons navn. Men udover at have givet os fortællingerne om de vidunderlige væsner i Mumidalen, så har Tove Jansson også skrevet bøger til voksne. Med Gyldendals oversættelser har en ny side af Tove Janssons forfatterskab åbnet sig. Det har været en stor glæde at læse udgivelserne ”Sommerbogen”, ”Billedhuggerens datter” og ”Rejse med let bagage”. Sidste år udkom den fjerde bog ”Dukkehuset”, som er en novellesamling med 12 små fortællinger. Her beskriver Tove Jansson menneskers passion, både den kunstneriske, erotiske og den mere ubemærkede.

En af novellerne, jeg vil fremhæve er ”White Lady”. Den handler om tre ældre kvinder, som skal have en ”girls night out”. De ankommer til en smuk restaurant, men den er mennesketom, for sæsonen er snart forbi. Aftenen byder på stærke cocktails, peberbøf, udmærket tempereret vin, Irish Coffee, som ikke var en rigtig Irish Coffee og til sidst en aspirin. Med humor og ømhed beskriver Tove Jansson kvindernes dans med alderdommen og venskabets bånd.

Hvor flodkrebsene synger

af Delia Owens, Gyldendal 2019

En bevægende og stærk roman om marskpigen Kya Clark, der bor i en hytte i sumpskoven i 1960’ernes USA. Svigtet og forladt af sin mor og tre søskende er hun overladt til sig selv og sin voldelige far, der også en dag er væk. Hun lever alene, barfodet og i pjalter. Hun må hver dag kæmpe en ensom kamp for at overleve med naturen som læremester. Da hun en dag møder den naturinteresserede dreng Tate, opstår der et spirende venskab mellem de to. Det samme kan man dog ikke sige om hendes møde med en anden dreng, skørtejægeren Chase Andrews, der allerede på bogens første side findes død i sumpen – med Kya som hovedmistænkt. Naturen spiller en stor rolle i bogen, og det samme gør de vidunderligt smukke og sansemættede beskrivelser af den barske natur og livet i marsklandet.

”Hvor flodkrebsene synger” er Delia Owens debutroman, og den har fået mange flotte anmeldelser og rosende ord med på vejen. Læs den og lad dig blive følelsesmæssigt bevæget på alle planer, for det er en af de bøger, man ikke bare lægger fra sig eller glemmer.

Vores tøj

– verdens ressourcer af Markus Hatting og Esben H. Licht, Forlaget Multivers 2020

Tøj er noget, vi alle ejer og noget, vi anskaffer os livet igennem. Men hvad nu, hvis du fik at vide, at en gennemsnitlig bomulds t-shirt kræver ca. 2.700 liter vand at producere? Det svarer til en danskers direkte vandforbrug (dvs. håndvask, opvask, tøjvask, toiletskyl etc.) i ca. 23 dage.

Eller at tekstilfibre bliver behandlet med en række skadelige kemikalier, der har til formål at gøre tøjet ekstra blødt eller skinnende? Ifølge bogen er vi som forbrugere opmærksomme på, hvad vi putter i munden, men ikke nær så opmærksomme på, hvad vi de putter på kroppen.

”Vores tøj – verdens ressourcer” giver et spændende, men mest af alt skræmmende indblik i de omfattende ødelæggelser, som tøjindustrien og vi som forbrugere udsætter naturen for. Det var for mig en øjenåbner at læse bogen. Jeg har som den gennemsnitlige dansker et aktivt tøjforbrug og lader mig friste af billigt tøj, nye styles eller laver fejlkøb, som alle i sidste ende ikke har en lang levetid og derfor ender i genbrugsbutikken eller bliver smidt ud og sendt til forbrænding. Det bliver en ond cirkel, og det er denne onde cirkel, bogens forfattere Markus Hatting og Esben H. Licht sætter fokus på.

Fru Magnusson rydder op! af Margareta Magnusson, C&K Forlag 2017

Hvad stiller man op med ting og sager fra et helt liv? Det spørgsmål forsøger den 87-årige ”oprydderske” og forfatter Margareta Magnusson at besvare. Hun giver gode råd til at rydde op i de ting, de fleste af os samler sammen gennem livet. Med undertitlen ”Kunsten at få orden i et helt livs ting” opfordres læseren til at tage stilling til sine ting og minder, så ens efterladte ikke skal gøre det, når livet er slut. Som der står i bogen, så handler den sidste oprydning ikke om at ”rydde op efter sig”, men om at ”rydde op før sig”, altså før man dør. Bogen er ikke kun en praktisk og jordnær håndsrækning i oprydning og organisering. Den er også en filosofisk, eftertænksom og morsom bog, der tager fat på livets store og små spørgsmål om mening, lykke og hemmeligheder. Livet bliver nemlig meget rarere og noget nemmere, hvis man skiller sig af med noget af sin overflod. Har du endnu ikke taget hul på ”den sidste oprydning”, så er det ikke for sent. Der vil nemlig altid være nogen, der bliver nødt til at rydde op efter dig, uanset hvor gammel du bliver. Et godt råd er at lade dine hemmeligheder og laster forblive dine, så dine efterladte ikke skal finde gamle kærestebreve, arsenik eller sjovt legetøj, når du en dag er væk.

”Fru Magnusson rydder op!” kan læses af alle, men én ting er sikker: bogen lægger ikke kun op til emotionel bevægelse, men også til mange skridt og mange timers bevægelse i gamle gemmer, skuffer og skabe.