Det skrøbelige sind

14.03.19
Forfattere har til alle tider udforsket det menneskelige sind. Både når det er ondt, grusomt og mørkt. Eller når det er fint som glas, sart og skrøbeligt.

Fysisk og psykisk sygdom har altid haft en stor plads i litteraturen. Søren Kierkegaard skrev om angst tilbage i 1844, i 1829 fortalte St. St. Blicher i ”Hosekræmmeren”, hvordan ulykkelig kærlighed endte i vild galskab. Amalie Skram beskrev kritisk livet på sindssygehospitalet i "Professor Hieronimus" i 1895 og i 1960’erne tog Tove Ditlevsen os med på en rejse i et sind, der var sygt og udfordret. Tendensen er blomstret op igen i løbet af de sidste par år, og det lader ikke til, at vi er færdige med at udforske det menneskelige sind i litteraturen. Det handler om litteratur, der er intim og personlig, men også ind i mellem sorgbearbejdende og endda kritisk overfor det samfund vi lever i og den måde, vi behandler mennesker med psykiske sygdomme på.

Litteraturen som redskab

I et samfund hvor psykisk sygdom stadig idag er relativt stigmatiseret, og hvor frygten for at spørge ind til dét, der er rigtig svært, spiller litteraturen en kæmpe rolle. Her kan vi give de svære emner plads, det ubeskrivelige et sprog og det uforståelige nogle rammer, som vi bedre kan rumme. Litteraturen kan få læseren ind i et sind, der ellers er fremmed og måske alligevel finde noget genkendeligt. Som læsere lever vi os ind i de menneskers liv, som vi læser om, vi sætter os i deres sted, og det kan udvide forståelsen af en sygdom eller et sind, som ellers slet ikke ligner vores eget. Netop derfor er litteraur - eller narrativ medicin - også kommet på pensumlisten for medicinstuderende, da amerikanske studier har vist, at empatien styrkes ved at læse litteratur. Du kan læse mere om den undersøgelse hos viden om læsning.

 

Materialer