Skibsbygning

Der er blevet bygget skibe i større og mindre omfang flere steder på Lolland gennem tiden.

På øen Slotø i Nakskov Fjord byggede Kong Hans i 1509 et befæstet orlogsværft, hvor der blev bygget skibe for den kongelige danske flåde, Orlogsværftet fungerede indtil midten af 1500-tallet. I 1623 istandsatte Christian IV værftet, og det fungerede igen frem til 1632. 

I 1900-tallet var der mindre skibsværfter i Rødby, Bandholm og Sakskøbing. 

Nakskov Skibsværft blev grundlagt i 1916 af Østasiatisk Kompagni, hvis stifter H.N. Andersen var født i byen. Værftet blev Danmarks femte største værft og var med ca. 2.200 ansatte i 1960'erne den største arbejdsplads på Lolland. Der blev bygget mange store fragtskibe og DSB lod flere af sine færger bygge på Nakskov Skibsværft. Værftet fungerede frem til 1987.