Maribo Bibliotek

Maribo Bibliotek
Maribo Bibliotek er Danmarks ældste, fungerende folkebibliotek, og dets historie kan skrives tilbage til midten af 1790’erne.

Bibliotekets historie
Maribo Bibliotek blev grundlagt af Klaus Henrik Seidelin (1761-1811), som var præstesøn fra Gloslunde på Lolland. Han boede i en periode i Maribo sammen med sin mor, der var blevet enke, og han var opslugt af ideer om fremskridt og oplysning, og udsendte i 1794 til nogle af byens borgere en “Plan til offentlig Dansk Provinsialbogsamling i Mariebo.”

Klaus Henrik Seidelin flyttede senere til København, og var bl.a. journalist, bogtrykker og bladudgiver. Han glemte dog ikke sin oprindelige plan, og i 1795 trykte han den, og sendte den ud til en større kreds af borgere i stiftet. I planen beskrev han ideerne med en offentlig tilgængelig bogsamling og opfordrede til at bidrage med bøger og penge til samlingens oprettelse.

Inden for det første år blev der indsamlet godt 600 bind, og i februar 1796 registreredes de første udlån. Siden da har der været et offentligt tilgængeligt bibliotek i Maribo.

Klaus Henrik Seidelin havde i hele sin barndom og opvækst været antiautoritær, og han blev i sine unge studieår stærkt påvirket af datidens revolutionære, både udenlandske og danske. Han blev senere, som udgiver, forlægger for bl.a. P.A.Heiberg og Malthe Conrad Bruun, der i 1799 og 1800 blev dømt til landsforvisning p.gr.a. satiriske skrifter.

Seidelin selv blev også flere gange idømt fængselsstraffe for udgivelse af upassende skrifter, og hans skrifter var ofte underkastet censur.

Seidelin ønskede at lægge vægt på det almennyttige og gavnende og se bort fra det strengt faglige. Men interessen har også samlet sig om dagens og samtidens historie i politisk og religiøs henseende, “thi vi troe, at man ved Selvtænkning ... under den rene Fornufts ubedragelige Vejledning er langt sikrere, end naar man blindt kun skal nedsvælge, hvad religiøse eller politiske Qvaksalvere ville behage at meddele os.”

Adresser
Biblioteket fik efter forhandling tilladelse til at have til huse i Domkirken. 1863-1890 var biblioteket på Rådhuset, 1890-1923 på Stiftsmuseet i den nye museumsbygning, og 1923-1968 igen på Rådhuset. 1968 flyttede biblioteket til Idasminde, og i 1970 blev den nye tilbygning til biblioteket indviet.

1996 er biblioteksbygningen, både det gamle Idasminde og tilbygningen fra 1970 blevet grundigt restaureret, så biblioteket i dag præsenterer sig som en smuk og tiltalende bygning over for brugere og personale.
 
Navnet
1795 hed biblioteket Provinsialbogsamlingen i Maribo. Senere skiftede navnet til Stiftsbiblioteket. Tidspunktet for navneændringen er endnu uafklaret, men det menes at være omkring 1850’erne. Begrundelse for navnet er også uafklaret, idet et stiftsbibliotek blev etableret på initiativ af kirkens folk, og disse havde også første ret til at benytte dem. Stiftsbiblioteket i Maribo var imidlertid ikke - trods navnet - et sådant kirkeligt inspireret bibliotek.

Bogsamlingen voksede støt til:
1797:  1424 bind
1803:  2500 bind
1818:  6000 bind

og den gamle bogsamling har været brugt og udlånt til langt op i 1900-tallet.

I dag tæller samlingen ca. 2000 bind og står på Stiftsbiblioteket som en særskilt museumssamling.

Når vi i dag bruger betegnelsen Stiftsbiblioteket i Maribo er det af hensyn til traditionerne og med respekt over for historien. Det er det eneste folkebibliotek i Danmark med denne betegnelse. Ansatte på Stiftsbiblioteket i Maribo er gennem årene ofte blevet spurgt, om “hvorfor dette navn” og “hvorfor ikke tage navneforandring?”

Svaret har hidtil været, at biblioteket bærer det traditionsrige navn af historiske årsager og for at signalere en særlig historie - hvad 200 års ubrudt biblioteksvirksomhed jo immervæk er.

Den gamle bogsamling er blevet registreret, med både alfabetiske og systematiske indgange.

Der er lavet en videofilm om den gamle bogsamling og dens historie, og med særlig omtale af ca. 300 af de mest interessante titler.

I anledning af 200-års jubilæet udgives en publikation, hvor forskellige emner belyses ud fra eksempler i bogsamlingen.

Samlingen indeholder bl.a. gamle udlånsprotokoller, hvor lånernes brug af biblioteket er registreret. Protokollerne er midlertidigt på Det kongelige Bibliotek, hvor indholdet nærmere undersøges med henblik på evt. videre studier.

Bibliotekets nyere historie
Efter kommunalreformen i 1970 blev de tidligere sognebiblioteker integreret i Stiftsbiblioteket, og i 1977 etableredes bibliotekssamarbejde med Holeby Kommune, med bogbusbetjening af både Maribo og Holeby kommuner, og med en afdeling af biblioteket på det tidligere Kommunekontor i Holeby by. Samtidig blev de tidligere sognebiblioteker i Holeby integreret i biblioteket.

Udsmykning - se   Kaj Munk friserne

 


 

Adresse

Østre Landevej 33
4930Maribo

Kontakt

Telefon: 54 67 75 75

Åbningstider

Uge: 17, 23.04 - 29.04Åbningstider
Mandag
10:00 - 17:00Åbent bibliotek: 7 - 22
Tirsdag
10:00 - 17:00Åbent bibliotek: 7 - 22
Onsdag
00:00 - 00:00Åbent bibliotek: 7 - 22
Torsdag
10:00 - 17:00Åbent bibliotek: 7 - 22
Fredag
00:00 - 00:00Åbent bibliotek: 7 - 22
Lørdag
00:00 - 00:00Åbent bibliotek: 7 - 22
Søndag
00:00 - 00:00Åbent bibliotek: 7 - 22
Uge: 17, 23.04 - 29.04
næste ›‹ Forrige