
Om dette arrangement
Onlinerejse til Madrid og Spanien
Madrid er ikke blot Spaniens hovedstad og største by. Den er også et af de største kulturelle og politiske centre i Europa og dertil også hovedstaden for Madrid-regionen – en af Spaniens 17 selvstyrende regioner. På linje med andre spanske regioner, kan Madrids regionale politik fra tid til anden afvige kraftigt fra spansk politik på stats niveau. Det er nemlig tilfældet lige nu, hvor Madrid-regionens konservative regering og den nationale spanske regering, der ledes af Socialdemokrater fra PSOE, ser meget forskeligt på Madrids og Spaniens politik, økonomi og kultur. Disse politiske spændinger mellem Madrid-regionens og Spaniens regeringer samt Madrid-byens position i den kontekst hører vi om på denne spændende rejse.
Rejsen ledes af Michael Birkkjær Lauritsen, der er er Cand.mag. i historie og Europastudier og er bosiddende i Spanien, med sin familie. Michael tager os på en rejse i Madrid og i selskab med en række gæster gør os klogere på EU’s næststørste by, herunder også de omtalte politiske spændinger mellem Madrid-regionen og PSOE-regeringen.
Praktiske oplysninger
Se med hjemmefra, når biblioteket hver onsdag fra d. 11. januar til d. 1. marts rejser til et nyt land i Europa. Rejserne foregår online og er gratis for alle borgere i Lolland Kommune.
Du kan tilmelde dig onlinerejsen til Madrid og Spanien her, på tlf. 70 26 36 66 eller ved at sende en mail til info@deo.dk.
Kort efter modtager du en bekræftelse på e-mail med forklaring på det videre forløb, en rejsefolder og program.
Dagen før sender DEO en e-mail med et link til selve rejsen og en simpel, men grundig anvisning til at logge på fra henholdsvis PC, Tablet eller iPad. Rejsen foregår i en lettilgængelig browserversion over Zoom.
DEO’s telefoner er åbne på tlf. 70 26 36 66, hvis teknikken driller eller hvis du har problemer med at logge på.
Hvis du vil med på flere online-rejser, kan du skrive det i kommentarfeltet ved tilmelding, så du ikke behøver lave en tilmelding for hver rejse.
Om onlinerejserne
Rejserne er arrangeret og gennemføres af DEO (Demokrati i Europa Oplysningsforbundet).
Projektet er støttet af Velux Fonden og en række kommuner har indgået partnerskab, herunder Lolland Kommune. Det betyder, at det er gratis for borgere i Lolland Kommune at deltage i DEO’s onlinerejser.