alt=”

Om dette arrangement

Tid
19:00
Pris
175-150 kr.
Bibliotek
Køb billet(ter)
Foredrag & debat

To foredrag om krigen på Europas dørtrin

13.10.22 - 10.11.22
To foredrag v. Samuel Rachlin og Anna Libak

I efteråret sætter vi fokus på krigen mellem Rusland og Ukraine, og de vidtrækkende konsekvenser, som den har udløst, ikke bare i Europa, men også på verdensplan. Flere tusinde har mistet livet, mange millioner er sendt på flugt og fredsforhandlingerne er gået i hårdknude. Ingen ved, hvor længe krigen varer og med hvilket udfald, men én ting er sikker: Europa står nu over for en af de mest alvorlige sikkerhedspolitiske kriser siden Den Kolde Krig.

Krigen på Europas dørtrin skriver sig ind i rækken af skelsættende begivenheder og fænomener, der har sat sit markante aftryk på verdensbilledet de seneste år; en verden, der på kort tid er radikalt forandret.  

Så hvad vil der ske? Hvordan påvirker krigen os i Danmark, og den vestlige verden, som vi kender den? Står vi på tærsklen til en ny verdenskrig, hvad er op og ned i konflikten, og ikke mindst, hvad kan vi forvente os af verden af i morgen? Det er blot nogle af de spørgsmål, som de to journalister, forfattere og Ruslandseksperter Smauel Rachlin og Anna Libak, vil give deres bud på i to foredrag, der vil give et indblik i den aktuelle verdenssituation og gøre os klogere på konflikten mellem Rusland og Ukraine.

"Er verden gået af lave?" - Foredrag v. Samuel Rachlin

Torsdag d. 13. oktober 2022 kl. 19-21 på Nakskov Bibliotek

Denne aften lægger journalist og forfatter Samuel Rachlin ud med foredraget "Er verden gået af lave?", hvor han kortlægger den aktuelle internationale situation og det verdensbillede, der har fået mange til at stå og ryste på hovedet. Foredraget handler om nogle af tidens største udfordringer, om den nye verdensorden og de storpolitiske konsekvenser, som krigen i Ukraine har ført med sig, om den teknologiske revolution, de sociale medier, kultursammenstød og klimatruslen. 

Læs mere om foredraget og bestil billetter her.

"Den aktuelle konflikt mellem Ukraine og Rusland" - Foredrag v. Anna Libak

Torsdag d. 10. november 2022 kl. 19-21 på Nakskov Bibliotek

Herefter tager Ruslandsekspert Anna Libak over med foredraget "Den aktuelle konflikt mellem Ukraine og Rusland", og zoomer ind på konflikten og kortlægger forskellene mellem de to landes selvopfattelse og politiske styre, samt giver et indblik i konfliktens bagvedliggende faktorer. Endelig vil hun give sit bud på, hvad fremtiden kan bringe.

Læs mere om foredraget og bestil billetter her.

Praktiske oplysninger

Billetprisen for et enkelt foredrag er 100 kr. og 80 kr. for medlemmer af Biblioteksklubben. Derudover gives mængderabat, dvs. 175 kr./150 kr. for begge foredrag. Billetter til begge foredrag kan købes her. 

Billetpris for studerende og unge under 25 år: 25 kr. Studiekort eller id skal kunne fremvises ved ankomst.

De to foredrag er blevet til i et samarbejde mellem LollandBibliotekerne, AOF, FOF, Fora Fritid og Teologihøjskolen Lolland.